Havsnegle på kysten

I Danmark har vi mange havsnegle, man mener at der lever omkring 90 havsnegle i dansk farvand, og her får du en lille oversigt over nogle af dem, som du kan finde på stranden ved de danske kyster.

Rødkonk

Rødkonk

Den første og den største er Rødkonk, den kan blive op til 20 cm ude i Nordsøen, men ofte får den en længde på 15 cm. Du kan kende den fra Almindelig konk på at, den er helt glat med nogle fine striber, og så er den en del tykkere i skallen.

Almindelig konk

Almindelig konk med æg

Den næste snegl er selvfølgelig Almindelig konk, som man sikkert husker fra sin barndom, for når man tog den op til øret kunne man høre havets brusen. Hvis du vil leve i fantasien, skal du ikke læse det næste der kommer. For det er slet ikke havets brusen du kan høre, når du tager sneglehuset op til øret. Det er dit blods susen som bevæger sig rundt i kroppen. Den almindelige konk bliver omkring 10 cm stor og kan “angribe” fisk som er fanget i et garn, så man må sige at den er noget af et rovdyr. Selv store muslinger kan ikke vide sig sikker, når der kommer en konk forbi, den stikker simpelthen skalkanten ind mellem den åbne muslings skal, og på den måde kan muslingen ikke lukke sig sammen, og så bliver den spist. Noget du sikkert også husker fra din barndom er snegle æg, og det er sikkert fra en af konkssneglene. Sneglen kan spises, men det er ofte kun foden som menes at kunne bruges.

Almindelig dværgkonk

Almindelig dværgkonk

Nu til endnu en konk, denne gang er det en af de små, nemlig Almindelig dværgkonk som kan blive op til 3 cm. På samme måde som almindelig konk, er den også et rovdyr og ådselæder, som spiser hvad der er.

Tårnsnegl

Tårnsnegl

Nu skal vi over til en af de lange, det er tårnsneglen Turritella communis Risso, som kan blive op til 5 cm, den adskiller sig en del fra de førnævnte snegle, da den filtere partikler fra vandet.

Pelikanfod

Pelikanfodsnegl

Den næste snegl kunne man godt tænke “Den har da ikke noget med snegle at gøre?” for den hedder noget så fugleagtigt som pelikanfod eller pelikanfodssnegl som den også kaldes. Den lever af organisk materiale både over og under overfladen. Pelikanfod bliver omkring 5 cm stor.

Tøffelsnegl

Tøffelsnegl

Nu skal vi over til en af de mere sjove snegle, den hedder tøffelsnegl og det kan man godt forstå, den ligner nemlig en tøffel. Den kan blive omkring 5 cm stor og lever af algeplankton. Det specielle ved denne snegl er at når den skal føre arten videre, så sætter de sig oven på hinanden i en stor stabel, de nederste er hunner og de øverste er hanner. Man mener at tøffelsneglen kom til Limfjorden fra Holland med østersyngel tilbage i 1930’erne, så den slægt her i landet stammer højst sandsynligt fra den nordamerikanske østkyst.

Boresnegl

Stor boresnegl med æg

Boresnegle er nogle spændende dyr, for de borer simpelthen et hul i den musling de vil æde. De to arter som man ofte kan finde på strandene hedder Stor- og lille boresnegl. Æggene kan du også finde på stranden, de ligner lidt skralden fra en gammel appelsin, æggene er dækket med små sandkorn, og derfor kan de holde den sjove form.

Stor strandsnegl

Stor strandsnegl

Den mest almindelige snegl, som de fleste af jer nok er stødt på hedder Stor strandsnegl og den kan blive op til 3.5 cm. Den er mellemvært for forskellige parasitter, som man kender under navnet ikter, det er lidt en anden historie, men men.. I skal ikke være den foruden. Ikten finder en snegl, herefter håber den på at en fugl kommer og spiser sneglen, dernæst bliver den kønsmoden i fuglens mave, når fuglen skider, kommer de nyklækkede ikter ud, og nu skal de finde en ny vært. selvom det lyder som en uhyggelig historie kan sneglen spises. Du kan læse en opskrift på sneglen her: http://www.danmarksnaturguide.dk/opskrifter/opskrift/almindelig-strandesnegl-littorina-littorea/

Stor Flæsketerning

Flæsketerning

Den sidste er har et af de sjoveste navne. Stor flæsketerning, og ja den er god nok, det er en snegl og det hedder den. Den lever af muslinger som den knuser med sine plader i mavevæggen. Den har et meget specielt udseende og bliver op til 6 cm lang.

Finder du noget interessant på stranden, så skriv endelig til Danmarks naturguide.

Fotos: Wikipedia

Kim arbejder til dagligt på Nordeuropas største akvarie - Nordsøen Oceanarium.