
Haj- og Rokkeæg
Går man en tur på stranden sker det ofte at man kan være heldig at finde ægkapsler fra både rokker og hajer. Disse hajer og rokker har meget tilfælles, de er alle sammen bruskfisk, det vil sige at deres skellet er opbygget af brusk, lige som det vi har i næse og øre.
Sømrokken
Sømrokken (Raja clavata) er en af de arter som er almindeligt udbredt i dansk farvand. Sømrokken kan veje op til 18 kilo og blive helt op til 120 cm lang. Navnet sømrokke kommer sig af, at den har små pigge ned langs ryggen og helt ud på halen, man vil også kunne mærke piggene(sømmene) langs med vingerne. Det latinske navn clavata betyder søm eller at have søm. Nu kommer det, som det hele handler om, nemlig ægkapslen. Æg kapslen er forholdsvis stor omkring 6×8 centimeter. Sømrokken lægger mellem 70-150 æg om året.

Tærben
Den næste art er Tærben (Amblyraja radiata) , som også er meget almindelig i dansk farvand. Den er ikke så stor som sømrokken, men omkring de 90 cm. Tærber i dansk farvand menes ikke at blive større end 60 cm, så en forholdsvis lille rokke. Som egentlig kan forveksles med sømrokken, da den også har små torne på kroppen. Ægget er heller ikke så stort som sømrokkens, men omkring de 3-5 cm i længden. Ofte vil man sige at ægget er omkring 4 cm og “hornene” omkring de 3 cm.

Småplettet rødhaj
En art man kan være heldig at finde æg fra, er Småplettet rødhaj
(Scyliorhinus canicula), som er en af de mindre hajarter vi har i Danmark, med en længde på omkring de 60 cm. Denne art lægger ikke bare sine æg som rokken, men sætter dem fast med de lange tråde som sidder i hver ende af ægget. 9 måneder efter kommer den lille haj ud.

Foto: Heidi Eder

Storplettet rødhaj
En art som kunne være spændende at finde æg fra er Storplettet rødhaj (Scyliorhinus stellaris) , som endnu ikke er registreret i Danmark, men fundet tæt på, så mon ikke det sker en dag. Æggene er meget større end hos småplettet. Ægget på billedet er 12 cm langt og 3.9 cm på det bredeste sted. Hold godt øje med disse!

Æg fra storplettet rødhaj
Småplettet rokke
Småplettet rokke er også muligt at finde æg fra. Ægkapslerne, som er flade på den ene side og hvælvede på den anden, er glatte med svage længdefurer, og de er dækket af løse fibre, når de bliver lagt.
De er ret store og måler 10-14,3 cm i længden (uden hornene) og 5,8-9,0 cm i bredden. Hornene i den ene ende er dobbelt så lange som i den anden.

Storplettet rokke
Storplettet rokke har meget få registreringer. Ægkapslerne har korte horn i hjørnerne, og uden hornene er de 5,3-7,8 cm lange og 3,0-5,0 cm brede.

(Carl, H. & Møller, P.R. 2019. Storplettet rokke. I: Carl, H. & Møller, P.R. (red.). Atlas over danske saltvandsfisk. Statens Naturhistoriske Museum. Onlineudgivelse, december 2019.)

